Gå til hovedindhold

Fase 1: 0.-4. klasse

Uanset om dit barn går i 0. eller 9. klasse, er det vores vision, at alle vores elever bliver dannede, livsduelige og så dygtige, de kan.

  • Læs op

Indhold

    Det er vores opgave at give alle børn og unge muligheden for at opleve sig selv som værende en del af forskellige fællesskaber.

    Vi har det udgangspunkt, at læring og trivsel er to sider af samme sag. Derfor har vi altid fokus på at skabe en skoledag, som tilgodeser begge dele. Vores mål er, at alle elever får en oplevelse af, at de er værdifulde deltagere i et fællesskab. Gennem høje faglige krav og fagligt kompetente lærere, ønsker vi at gøre eleverne så fagligt dygtige som muligt.

    Vi fokuserer på at skabe en sammenhængende og varieret skoledag, hvor følgende gør sig gældende:

    • Fokus på læringsrummet, hvor vi arbejder ud fra Nest-inspirerede principper med
      • at skabe overblik
      • at være forudsigelige
      • at de voksne supplerer hinanden bedst muligt i undervisningen
    • To-voksenordning – hver klasse fra 0.-3. klasse har en klassepædagog fra SFO, som deltager i ca. 20 lektioner ugentlig
    • Læring gennem bevægelse
    • Lejrskole i 3. klasse - fordi det blandt andet er med til at styrke det sociale fællesskab, der dagligt er i fokus og at sikre et godt læringsmiljø
    • Undervisning i fløjte og violin fra Aarhus Musikskole i 4.klasse

    Din rolle som forælder til et barn i fase 1

    Din rolle som forælder til et barn i de mindste klasser handler især om at skabe gode rammer for dit barns skolegang og læring. Du kan samarbejde med skolen om dit barns læring ved at vænne dit barn til at få rutiner omkring skoledagen, så morgenmad, pakning af skoletasken, samtaler om skolelivet og måske træning i bogstaver og tal bliver en naturlig del af hverdagen. Klassens miljø og trivsel er afgørende for, at dit barn har det godt og kan lære. Derfor handler din rolle som forælder i indskolingen også om at få skabt et godt forældresamarbejde omkring klassen. Fælles aftaler og retningslinjer for klassen gør skoledagen tryg og forudsigelig for børnene.

    Sidst opdateret: 31. januar 2024